Land | Kina |
Grundlægger | Leung Ting |
Nævneværdige elever | Keith Kernspecht, Emin Boztepe, Victor Gutierrez |
Wing tsun (kinesisk 詠春) er et kinesisk selvforsvarssystem.
Leung Ting, tidligere formand for International Chinese Martial Arts Federation har proklameret,[1] at han har registreret sin egen stavemåde - "Wing Tsun" - som et varemærke for sin organisation og tillader ikke undervisning af sit system under andre staveformer.[2] Leung Ting startede undervisning i Wing tsung i 1968 ved Baptist College, University of Hong Kong.[3]
Ng Mui (五梅)
Wing Chun har spredt sig til over 64 lande.[4] Den mest udbredte skole er Leung Tings Wing Tsun.[kilde mangler]
En retningslinje er, at hvis skolen er medlem af EWTO, kan underviserens og skolens kvalitet verificeres.[kilde mangler] Wing Tsun-grenen er den eneste, der tilbyder en instruktøruddannelse,[kilde mangler] hvor man efter fuldført uddannelse kan danne sin egen skole med godkendelse fra EWTO.[kilde mangler] Uddannelsen tager to år.[kilde mangler]
Leung Tings gren har yderligere tre anerkendte grene.[kilde mangler]
Denne artikel om et emne der relaterer til en personudførbar aktivitet kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede. Du kan hjælpe ved at afsøge Wikimedia Commons for et passende billede eller lægge et op på Wikimedia Commons med en af de tilladte licenser og indsætte det i artiklen. |
Discipliner inden for kampkunst/kampsport | |
---|---|
Afrika |
|
Asien | Japan Aikido
Filippinerne Indien Israel Kina Korea
Myanmar Nicobarene Okinawa (underlagt Japan i år 1879)[2] Pakistan Thailand Kurash |
Europa | England Boksning
Grækenland Italien/Frankrig Island Rusland Schweiz European Historical Combat Guild |
Nordamerika | USA American Kenpo
|
Oceanien | |
Sydamerika | |
Noter 1. Jordens landområder inddeles normalt kulturelt, historisk og geografisk i følgende 7 verdensdele: Afrika, Antarktis, Asien, Europa, Nordamerika, Oceanien og Sydamerika. (Kilde: National Geographic - What is a Continent?) 2. Okinawa blev underlagt Japan i år 1879. (kilde: Henderson, Gregory (1973) Public Diplomacy and Political Change. Page 9.) |