For andre betydninger se Romance |
Romance i musikken er ifølge Salmonsen[1] et ikke skarpt begrænset begreb og betegner vel egentlig kompositionen til et digt i romanceform, en mellemting mellem den simple, lyriske vise og den udførligere, dramatiske ballade, men betegnelsen benyttes også i den rene instrumentalmusik om et musikstykke, hvis indhold svarer til digtformen romance, og i hvilken det melodiske element er det overvejende.
Da Levysohn i Salmonsen bruger en vending som "... et ikke skarpt begrænset begreb og betegner vel egentlig ...", gives herunder flere formuleringer der skal hjælpe til at bestemme fænomenet.
Ifølge Karl Clausen[2] er "den danske romance" en lyrisk bevæget solosang med klaverakkompagnement; den kræver af sin udøver et medlevende sind og en vis tolkende og formende evne, og klaverakkompagnementet kan opfattes som et mere eller mindre medfortolkende element i helheden. Overgangen mellem romance og folkesang er flydende. Blandt romantikerne var "Ballade" og "Romance" gængse udtryk for folkevisen[3]
Den musikalske romance er også beskrevet som dels en enkel og følelsesfuld, strofisk vokalkomposition (for eksempel Weyses romancer), dels en lyrisk farvet instrumentalkomposition i én sats med melodiøs solostemme.[4]
Ifølge Politikens Musikordbog dukker romancen op i 1700-tallets franske syngespil, hvor den er en elegisk kærlighedssang som kom via Tyskland til Danmark og hvor Weyse i 1800-tallet gav den en national dansk tone der blev videreført af blandt andre Heise og Lange-Müller[5]
Niels Martin Jensen[6] mener at det er nødvendigt med en skelnen mellem romancenavnet og et romancebegreb fordi romancenavnets konturer udviskes op gennem 1800-tallet. Han skelner derfor mellem tre former: kunstromancen, folkeviseromancen og den viseprægede romance og foretager denne skelnen for at kunne vise forskellige aspekter af romancegenren og følge den med større klarhed i dens udviklingsformer op gennem perioden.
Jensen skriver om romancegenren "... at [den] føres til Danmark med fransk syngespil, som tillige bestandig ligger bag ved de forvandlinger den undergår på hjemlig grund i den følgende tid. Såvel Hartmann som Schulz og Kunzen er i større eller mindre grad påvirket af fransk syngespilromance [...] Kunzen stadfæster kunstromancen i dansk tradition og grundlægger en lyrisk bevæget sangkunst ..." Folkeviseromancen opstår der hvor den litterære romance og syngespilromancen mødes, og grundlægges samtidig med genren i dansk musik af Johann Hartmann ..."[7] Den viseprægede romance tilskriver Jensen Schulz; den kommer dog ikke til at indtage nogen central plads i den efterfølgende tids romancekunst, men vinder især frem hos de komponister der lægger vægt på kunstsangens folkelige funktion.[8]
Fælles for alle tre grupper er den strofiske form, der i syngespillene adskiller dem fra de større sangformer, og tillige en så avanceret musikalsk udformning at de afgrænses mod den store mængde af tidens visestof. Men i syngespillene såvel som i sangstoffet uden for teatret er den viseprægede romance det område hvor grænserne bliver uklare. Her nærmer romancen sig andre retninger inden for tidens folkelige kunstsang: de mange små sentimentale strofiske sange, klubvisen og den begyndende fædrelandssang.[8]
Spire Denne musikartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |