En analogradioforsats er designet til at kunne modtage en radiokanal i en eller flere af disse frekvensbånd, næsten kun i mono. Dog blev der i en årrække i 1990'erne i USA testet et stereosystem ved navn C-QUAM AM-stereo. Stereo-systemet anbefalede at AM-radiomodtageren opfyldte AMAX kravene:
Primært AM-moduleret, men CW (Morse), SSB og FM-modulation bliver også benyttet:
Der er flere forskellige måder at lave en radioforsats på:
Diodemodtager, Krystalmodtager – Anvendt i radiofoniens barndom. Normalt dårlig selektivitet, men godt undervisningseksempel. Kun stærke stationer kan modtages. Få komponenter. Ingen strømforsyning nødvendig undtagen radiosenderens modtagne energi.
Refleksmodtager – Anvendt i radiofoniens barndom. Normalt dårlig selektivitet, men godt undervisningseksempel. Kun en transistor/elektronrør anvendes normalt i forsatsen og den anvendes også som LF-forstærker og AM-detektor. Lavt strømforbrug.
Superregenerativ modtager – Anvendt i radiofoniens barndom (1920'erne-1950'erne. Forbavsende god selektivitet og forstærkning. Kan være et godt undervisningseksempel. Kan være svær at benytte, da den let går i selvsving. Kun en transistor/elektronrør anvendes normalt i forsatsen. Lavt strømforbrug.
Superheterodyn modtager – Særlig god til masseproduktion. Har normalt god selektivitet. Kræver mange komponenter, som normalt er stoppet ind i ICere.
"Wadley-loop" - typisk efterfulgt af en superheterodyn modtager.
Softwaredefineret radio (SDR) – Særlig god til masseproduktion. Har normalt god selektivitet. Særligt egnet til modtagelse af digital signaler. Kræver mange komponenter, som normalt er stoppet ind i ICere.