Genren og dens skiftende temaer
Dostojevskijs Forbrydelse og straf fra 1866 falder inden for den brede definition af en kriminalroman, lige som Edgar Allan Poe og Charles Dickens' romaner (og noveller) om forbrydelser og opklaring af dem.
Storbritannien
Det er først med Arthur Conan Doyle, at biografierne taler om krimier som genre i den snævre betydning af begrebet. Auguste Dupin i Poes novelle Mordene i Rue Morgue (1841), der opklarer sagen, regnes som den første detektiv i kriminallitteraturens historie.[1] De første virkelige detektiver i den engelsktalende verden blev ansat af London Metropolitan Police det følgende år. Korpset bestod af otte mænd, og den ene, Jonathan Whicher fra Scotland Yard, blev sat til at opklare drabet på en treårig dreng, kendt som the Road Hill House murder. [2] Det uhyggelige mord 30. juni 1860 i landlige omgivelser 8 km fra Trowbridge - drengen fik struben skåret over, og blev smidt i et lokum - optog hele den engelske befolkning. Hundredvis af mennesker skrev til aviserne, til indenrigsministeren og Scotland Yard med forslag til løsninger. Sagen var med til at forme 1860'ernes engelske litteratur, mest åbenbart med Wilkie Collins' The Moonstone (1868),[3] som T.S. Eliot kaldte "den første og bedste af alle engelske detektivromaner". Whicher var inspiration for beretningens gådefulde overkonstabel Cuff. Elementer fra sagen genkendes i Dickens' ufuldendte roman The Mystery of Edwin Drood. Og selv om Henry James' The Turn of the Screw er baseret på en anekdote, James havde hørt ærkebiskoppen af Canterbury fortælle, vrimler den af elementer fra Trowbridge-sagen: En guvernante i en tvetydig rolle, de uudgrundelige børn i hendes varetægt, et herskabshus gennemsyret af hemmeligheder.[4]
Danmark
Den første danske kriminalhistorie er Lauritz Kruses Morderen med koldt Overlæg og dog en Mand, der fortjener Agtelse, et psykologisk Forsøg (udgivet i samlingen Æsthetiske Forsøg I-II fra 1801, mens den første selvstændige krimiudgivelse var Kruses Fortællinger, tildeels efter Criminal-Acter I-II (1822-23). Mest kendt af de tidlige eksempler er nok Steen Steensen Blichers Præsten i Vejlbye fra 1829, der er også er filmatiseret flere gange.[5]
I løbet af 1800-tallet blev krimien en populær genre i Danmark, med produktive danske forfattere som Louis de Moulin (pseudonym for Ludvig Møller) og Louis Toucher (Kjøbenhavns Mysterier, 1853) der fortrinsvis udgav deres historier som avisføljetoner. Også Johannes V. Jensen skrev i 1890'erne en række kriminalføljetoner under pseudonymet "Ivar Lykke" i bladet Revuen.[6]
Kriminalromanen med udenlandsk, fortrinsvis engelsk, forbillede slog først igennem i Danmark med Palle Rosenkrantz' romaner Mordet i Vestermarie og især Hvad Skovsøen gemte (1903), som gav inspiration til en ny bølge af dansk kriminallitteratur.
Norge
I Norge skrev Maurits Hansen, en skolebestyrer fra Kongsberg, i 1825 "Criminalhistorien" Keadan, eller Klosterruinen, om en ulykke, der viser sig at være et drab. I 1836 udgav Hansen Jutulskoppen, "en Norsk Criminal-Fortælling". I 1839 blev Mordet på maskinbygger Roolfsen trykt som føljeton i månedsmagasinet Norske Læsefrugter; den udkom som bog året efter. Dermed bliver assessor Barth litteraturhistoriens første detektiv – to år før Poes Dupin. Angiveligt skrev Hansen historien om Roolfsen, fordi han selv var blevet forbigået, da han ansøgte om stillingen som lektor ved Det Kongelige Frederiks Universitet i Christiania i 1839, men blev forbigået af den langt yngre Johan Sebastian Welhaven, fordi denne blev støttet af den mægtige grev Wedel Jarlsberg. Et vigtigt element i romanen er netop kritikken af "Gunstsystemets Corridorer" som et netværk, hvor samfundets elite sørger for hinanden; kriminalromanen som samfundskritik.[7]
Østtyskland
Litteraturprofessor Willy Dahl [8] gennemgik med års mellemrum triviallitteraturen i DDR. Østtysk kriminallitteraturs temaer ændrede sig over tid:
- I 1968 var temaet CIA-agenter, der klatrede over Berlinmuren og tog kontakt med gamle nazister i DDR. De drak whisky sammen og smuglede gammel kunst til Vesten - inden de blev taget af Volkspolizei ("folkepolitiet", østtysk politi).
- I 1975 var forbrugsvarer som køleskabe kommet på markedet i DDR, selv om de stadig var meget dyre. Dermed var temaet for kriminalromaner blevet uærlige brugsforeningsbestyrere. De bedrog kunderne, der stod på venteliste, og stjal elektriske hvidevarer, som de med enorm fortjeneste udbød på sortbørsen - inden de blev taget af Volkspolizei.
- I 1984 dukkede et nyt tema op: Forsømte børn, der kom ud på skråplanet og omgikkes småkriminelle, fordi familien var splittet (fx en far, der var jetpilot ved Østersøen, mens mor var tekstilkunstner i Leipzig). Partisekretæren var på plads med sit forslag om ægteskabsterapi, men meget gik galt i mellemtiden.
- I 1990 var Berlinmuren faldet, men kriminallitteraturen holdt ikke rigtig trit. "Republikflugt" - flugt til Vesten - var i disse fortællinger stadig en alvorlig forbrydelse. Dertil havde politistyrken fået et privatliv, med samvittighedskvaler overfor sine forsømte familier. Man beskrev også moderne kriminalteknik, som danske politifolk vil nikke genkendende til. Forbrydelserne kunne være tyveri af gamle malerier eller af gebisguld fra krematorieovne, begge dele for udsmugling til Vesten og "republikflugt". En forbryder har som motiv, at han blev udvist fra sit studium i kunsthistorie, fordi han gentagne gange havde udtrykt "uvidenskabelige opfatninger i det samfundsvidenskabelige grundstudium", dvs. kritiseret marxisme-leninismen. Fortællerteknisk er bøgerne ikke dårlige, og de fortæller indirekte adskilligt om de sociale problemer, Honecker-regimet stod overfor. Skyldsspørgsmålet forblev uklart, for når man ikke måtte stille spørgsmål ved det østtyske samfund, der angiveligt var uden fejl, og alt heller ikke kunne forklares med påvirkning fra Vesten, blev kriminalitetens årsag ubegribelig - nærmest noget metafysisk.[9]
