Denne artikel omhandler byen Brande. Der er også andre byer med dette navn, se Brande (flertydig).
Brande
Hotel Dalgas RemisenBrande

Storegade med kirken i baggrunden
Overblik
LandDanmark Danmark
RegionRegion Midtjylland
KommuneIkast-Brande Kommune
SognBrande Sogn
Postnr.7330 Brande
Demografi
Brande by7.465[1] (2024)
Kommunen42.737[1] (2024)
 - Areal736,41 km²
Andet
TidszoneUTC +1
Hjemmesidewww.brande.dk
Oversigtskort
Brande ligger i Midtjylland
Brande
Brande
Brandes beliggenhed 55°56′39″N 9°7′35″Ø / 55.94417°N 9.12639°Ø / 55.94417; 9.12639

Brande er en by i Midtjylland med 7.465 indbyggere (2024)[1], beliggende 12 km sydvest for Ejstrupholm, 14 km nordvest for Give, 26 km syd for Herning og 26 km syd for Ikast. Byen hører til Ikast-Brande Kommune og ligger i Region Midtjylland. I 1970-2006 var byen kommunesæde i Brande Kommune.

Sogn og kirker

Brande hører til Brande Sogn. Brande Kirke, som stammer fra sidste halvdel af 1100-tallet, ligger i byen. I 1972-1974 blev Baptistkirken opført af menighedens egne medlemmer ved hjælp af genbrugte bygningssten og andre materialer direkte fra naturen.

Geografi

Brande Å løber gennem byen, bl.a. gennem Anlægget, og udmunder 3 km nordvest for byen i Skjern Å. Denne løber på sin vej nord om byen gennem to opdæmmede søer. Vest for Brande ligger Brandlund Bakker. 5 km nord for byen starter et større hedeområde.

Seværdigheder

Brande Museum, oprettet 1928, er et historisk egnsmuseum med udstillinger af stenalderkultur og tekstilproduktion i Midt- og Vestjylland.

I 1968 besluttede man at sætte en række kunstnere, bl.a. Kaj Führer, Poul Agger, Hans Christian Rylander og Knud Bjørn-Knudsen til at lave farvestrålende gavlmalerier på byens husgavle.

I 1969 blev Brande udnævnt til Årets By i Jyllands-Posten. Æresflisen, der fulgte med, blev i første omgang placeret på det daværende rådhus. Den er senere nedlagt i flisebelægningen på Torvet.

Siden 2015 har Brande arrangeret en årlig StreetArt Festival, hvor professionelle kunstnere skaber spektakulære vægmalerier, som tusindvis af mennesker kommer for at se.[2]

Faciliteter

Ikast-Brande Gymnasium, International School Ikast-Brande, Ikast-Brande Ungdomscenter med 10. klasse og Ikast-Brande Kommunale Musikskole ligger i Ikast.

Historie

Navnet "Brande" har været stedbetegnelse i 800 år og stammer fra de afbrændinger af skov og hede, som man foretog for at opdyrke jorden.

Landevejsbyen

Brande var kun en håndfuld gårde samt præstebolig og degnebolig, da der i 1800-tallet kom landevej og blev bygget kro. I 1879 blev Brande beskrevet således: "Brande med Kirke, Skole, Præstegaard, Veirmølle, Kro, Kjøbmandshandel og Farveri".[6]

I 1904 blev byen beskrevet således: "Brande (1329: Brønyld, 1340: Brunld, 1524: Bronlø), ved Landevejen, med Kirke, Præstegd., Skole, Missionshus (opf. 1898), Forsamlingshus (opf. 1888), Lægebolig, Sparekasse (opr. 1873...Antal af Konti 914), Andelsmejeri, Købmandshdlr., Bagerier, Farveri, Kro, Markedsplads (Marked i Aug. og Sept.) og Postekspedition".[7] Det lave målebordsblad fra 1900-tallet viser desuden telefoncentral, jordemoderhus, fabrik og baptistkirke,

Jernbanen

Brande fik i 1914 jernbanestationVejle-Holstebro-banen, som stadig findes.

I 1917 blev diagonalbanen fra Bramming og Grindsted ført frem til Brande, og i 1920 blev den sidste strækning Brande-Funder Station åbnet, så diagonalbanen mellem Randers og Esbjerg var komplet. Brande Station blev dermed det knudepunkt, hvor de to jyske diagonalbaner krydsede hinanden. Et levn fra denne tid er den gamle rundremise med 14 lokomotivspor. Den er nu restaureret og indrettet som kultur- og konferencecentret RemisenBrande på Gammel Arvadvej.

Langå-Bramming-banen blev nedlagt i 1971. På dens tracé går nu cykel- og gangstien "Den skæve bane" fra Blichersvej i Brande til Grindsted.

Stationsbyen

Med jernbanen voksede Brande til en købstadslignende stationsby uden dog at blive købstad. Der kom sygehus, biograf og teknisk skole. Efter 2. verdenskrig voksede befolkningstallet også pga. brunkulsproduktionen i de nærliggende Søby Brunkulslejer. Brunkulstogene kørte fra Fasterholt Station via Brande til Vestkraft i Esbjerg og Midtkraft i Aarhus, sidstnævnte helt til slutningen af 1960'erne.

Erhverv

Bestseller, Brandtex, Biomar og Siemens Wind Power har hovedsæde i Brande. Bestseller offentliggjorde i 2018 planer om opførelse af en ny nordøstlig bydel, Bestseller Village & Tower, og en højhusbygning Bestseller-tårnet på 317 meters højde. I efteråret 2020 blev projektet skrinlagt.

Galleri

Noter

  1. ^ a b c Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BY1: Folketal 1. januar efter byområde, alder og køn
  2. ^ Nielsen, Thomas Vang (2. juli 2018). "Gadekunsten nåede sit hidtil højeste niveau" Herning Folkeblad
  3. ^ Dalgasskolen/Blåhøj Skole: Fakta om Dalgasskolen
  4. ^ Brande Hallerne
  5. ^ Brande Hallerne: Svømmecenter
  6. ^ J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 2. Udgave 6. Deel, Kjøbenhavn 1879; s. 243
  7. ^ J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 5. Bind, Kjøbenhavn 1904; s. 376

Eksterne kilder/henvisninger