For alternative betydninger, se Integration. (Se også artikler, som begynder med Integration)Integration (også kaldet social integration) betegner indenfor sociologi og andre samfundsvidenskaber den proces, hvormed forskellige grupper i et samfund bliver forbundet med hinanden i en mere overordnet enhed.[1] I de seneste årtier bruges det i Danmark og en række andre vestlige lande især i betydningen integration af indvandrere.
Ordet stammer fra latin integer og græsk entagros = "uberørt", "intakt", "hel" og betyder således forening til et hele.
Begrebet social integration blev oprindelig udviklet af den franske sociolog Émile Durkheim, der i slutningen af 1800-tallet beskæftigede sig med samfundets stigende arbejdsdeling. De forskellige former for arbejde skaber et funktionelt fællesskab, der kan være grundlag for en organisk solidaritet, som skaber sammenhængskraft i samfundet. Det er ifølge Durkheim arbejdet, der giver plads i denne sammenhæng og dermed social integration.[1][2]
I 1920'erne videreudviklede forskerne Ernest Burgess og Robert Park ved University of Chicago teorierne om sociale samspil og om de virkninger, det har, når mennesker indgår i sociale samspil. Der skabes så et fællesskab (community) med fælles normer og værdier. Et tredje bidrag til forståelsen af integrationsbegrebet kom fra midten af 1900-tallet fra psykologien og filosofien, der fokuserede på begrebet identitet og de omkostninger, der er forbundet med at give slip på et mentalt ståsted og tilslutte et andet og til dels fremmed. Det kræver en sikkerhed og følelse af accept. Integration omfatter ifølge denne idemæssige udvikling tre dimensioner: arbejde, følelsen af samhørighed og grundlæggende tryghed.[2]
Integration anvendes i en række forskellige samfundsmæssige sammenhænge:
Uddybende artikel: Integration af indvandrereI slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede er der opstået en større integrationsdebat i mange vestlige lande, der omhandler, hvordan man kan bevare eller skabe sammenhængskraft i samfundene, samtidig med, at de over de seneste årtier er blevet mere etnisk og kulturelt blandede som følge af forøget indvandring. Det handler på den ene side om, hvordan nye borgere bliver en del af det eksisterende samfund og fællesskab i tilflytterlandet, og på den anden side om, hvad man i tilflytterlandet sætter som betingelser herfor.[4][5] I denne forbindelse bruges integration som fællesbetegnelsen for en række forskellige former med tre hovedtyper: yderformerne assimilation og segregation (adskillelse) samt mellemformen gensidig integration. Ved assimilation forstås en proces, hvor de indvandrede mindretal forventes ensidigt at tilpasse sig normerne og livsførelsen hos flertalsbefolkningen og altså helt opgive deres oprindelige traditioner og kultur så hurtigt som muligt. Segregation er den modsatte yderlighed, hvor indvandrergrupperne enten tvungent eller frivilligt lever helt separeret fra flertalsbefolkningen. Imellem disse to modpoler befinder sig den gensidige integration, hvor flertalsbefolkningen og de indvandrede grupper gensidigt påvirker hinanden, uden at de sidstnævntes kultur helt forsvinder.[6]
I Danmark omhandler debatten især integrationen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande, der udgør ca. 8½ % af befolkningen. På en række socioøkonomiske områder som beskæftigelse, uddannelse, boligforhold mv. adskiller indvandrernes og efterkommernes vilkår sig fra gruppen af personer med dansk oprindelse, selvom forskellene på de fleste områder er blevet mindre med årene.[7][8][9][10]